Ungarsk krisetilstand skubber til Giro d’Italia
Budapest må på grund af kampen mod coronavirus opgive at være vært for starten af Giro d'Italia 9. maj.
Årets Giro d'Italia skulle efter planen være kørt fra 9. maj til 31. maj. Stefano Rellandini/Reuters
Også cykelløbet Giro d’Italia i maj bliver påvirket af coronapandemien.
På løbets hjemmeside oplyser arrangørerne, at det store etapeløb ikke som planlagt kan begynde 9. maj i den ungarske hovedstad, Budapest.
Hermed følger arrangørerne et dekret fra Ungarns regering.
– På grund af spredningen af coronavirus har den ungarske regering erklæret krisetilstand, der forbyder organisering af massebegivenheder og gør det umuligt at organisere internationale begivenheder.
– Som følge heraf har organisationskomitéen for de ungarske etaper i Giro d’Italia erklæret det umuligt at være vært for starten af løbet på de planlagte datoer, skriver arrangørerne.
Ungarn skulle have lagt asfalt til løbets tre første etaper, inden rytterne skulle køre i Italien frem til den planlagte afslutning i Milano 31. maj.
Der er ikke fastlagt en ny startdato for sæsonens første Grand Tour, og en eventuel beslutning bliver tidligst truffet 3. april.
Den ungarske politiker Révész Máriusz skriver på Facebook, at det stadig er planen, at Ungarn skal huse de første etaper af løbet.
– 12. marts har organisationskomitéen for den ungarske del af Giro d’Italia meddelt vores italienske partner, at starten af Giroen ikke kunne blive afholdt i Ungarn.
– Begge parter bestræber sig på at ændre i kontrakten for at kunne starte i Ungarn på et senere tidspunkt, skriver politikeren.
Det er 14. gang, Giro d’Italia skal begynde uden for Italien. I 2021 begyndte løbet i Danmark med Herning som vært for starten.
En lang række cykelløb er blevet udsat eller aflyst i foråret. Store italienske løb som Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo er pillet ud af kalenderen.
Og torsdag stod det klart, at cykelsportfans også må kigge langt efter Catalonien Rundt, Gent-Wevelgem og E3 BrinkBank Classic.
/ritzau/