Tom Brady efter skifte: Mine meritter betyder intet nu
Tom Brady er historiens mest vindende quarterback, men det kan ikke bruges til noget i Tampa Bay, siger han.
Tom Brady er på plads i Tampa Bay. Efter 20 år hos New England Patriots skal han fremover styre angrebet hos Tampa Bay Buccaneers. (Arkivfoto) Greg M. Cooper/Ritzau Scanpix
Som den eneste quarterback i NFL-historien skal Tom Brady tage begge hænder i brug, hvis han skal tælle sine Super Bowl-ringe.
I løbet af to årtier har Brady udødeliggjort sig ikke blot i New England Patriots’ historie, men i NFL-historien. Det kan han dog ikke bruge til noget nu, siger han efter sit opsigtsvækkende skifte til Tampa Bay Buccaneers.
– Spændt, ydmyg og sulten, indleder 42-årige Brady et opslag på sin instagramprofil.
– Hvis der er en ting, jeg har lært om football, så er det, at ingen går op i, hvad du lavede sidste år eller året før det. Du gør dig fortjent til respekten og tilliden fra dem omkring dig gennem dit engagement hver eneste dag.
Foruden en klassisk passage om, at han glæder sig til at møde sine nye holdkammerater og trænere og vise, at de kan regne med ham, så har Brady ikke tænkt sig at sige eller skrive meget mere om sit skifte.
– Jeg har altid ment, at godt gjort er bedre en godt sagt. Så jeg vil ikke sige ret meget mere. Jeg vil bare gå i gang med at arbejde, slutter han sit opslag.
Tampa Bay Buccaneers vandt sin første og hidtil eneste Super Bowl i 2002-sæsonen. I øvrigt sæsonen efter at Brady vandt sit første af seks mesterskaber med New England Patriots.
Men i næste sæson skal Tampa Bay lægge stadion til Super Bowl, og man håber, tilgangen af quarterbacklegenden kan gøre, at holdet kan blive deltager i finalekampen.
Faktisk har holdet ikke været i slutspillet siden 2007, men overskriften i opslaget, hvor Tampa Bay præsenterede Brady, efterlader ingen tvivl om, hvad man håber at få ud af samarbejdet.
– All in! Tom Brady og Bucs slår sig sammen for at jagte mesterskaber, lød overskriften, da klubben præsenterede aftalen.
De økonomiske detaljer i kontrakten blev ikke afsløret, men ifølge ESPN har Brady fået en toårig aftale til en værdi af 50 millioner dollar (349 millioner kroner).
/ritzau/