Team Esbjergs håndboldkvinder skuffer i Ungarn
Esbjerg tabte overraskende med 25-26 til bundholdet Ferencvaros i Champions League.
Kristine Breistøl og Team Esbjerg måtte se sig slået af Ferencvaros (arkiv) John Randeris/Ritzau Scanpix
Team Esbjergs flotte stime af gode resultater i Champions League er brudt.
Esbjergenserne tabte med 25-26 på udebane til Ferencvaros fra Ungarn og tabte dermed et stort skridt i kampen om at slutte mellemrundepuljen på en førsteplads.
– Vi vidste godt, at det ville blive svært. Det var jo nærmest hele det ungarske landshold, vi spillede imod, og de havde publikum i ryggen.
– Alligevel havde vi muligheder for at tage sejren, men der var nogle ting i vores angrebsspil, som vi kunne have gjort bedre, siger Team Esbjerg-træner Jesper Jensen.
Ferencvaros havde allerede inden kampen udspillet sin rolle i turneringen, men foran et fanatisk publikum gjorde holdet det svært for de vestjyske favoritter.
Efter en jævnbyrdig første halvleg kunne Team Esbjerg alligevel gå til pause med en føring på 15-13, men holdet fik aldrig rigtigt rystet hjemmeholdet af.
Tværtimod kom Ferencvaros stærkt tilbage og tog føringen i flere omgange i anden halvleg.
Det sædvanligvis stærke Esbjerg-forsvar havde alverdens besvær med at håndtere den ungarske højreback Katrin Klujber, der lavede 12 mål.
Holdene fulgtes ad i stort set hele anden halvleg, hvor de holdt hinanden i kort snor og skiftedes til at lave mål.
Man savnede lidt variation i det esbjergensiske angrebsspil, hvor for meget var lagt an på, at Estavana Polman skulle tage initiativet.
Hollænderen gjorde, hvad hun kunne med sine ti scoringer, men det var altså ikke helt nok.
Træner Jesper Jensen satsede med syv mod seks i angrebsspillet to minutter før tid, hvor hans hold var bagud med 25-26.
Men heller ikke her lykkedes at spille sig til store nok chancer, og så måtte Esbjerg rejse hjem med sit første nederlag i mellemrunden.
Holdet er allerede klar til kvartfinalen, men det er vigtigt at slutte så højt som muligt, fordi det giver en på papiret lettere modstander fra den anden pulje i kvartfinalen.
– Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvor vi slutter i tabellen, siger Jesper Jensen.
Team Esbjerg afslutter mellemrunden på hjemmebane mod toprivalen Metz fra Frankrig. En sejr vil som minimum give de danske mestre andenpladsen i puljen.
/ritzau/