Sportsaktører i Storbritannien skal diskutere coronatiltag
Et tiltag, der skal diskuteres mandag, er, at personer over 70 år kan nægtes adgang til sportsbegivenheder.
Sportsaktører og tv-stationer er blevet indkaldt af regeringen i Storbritannien til at drøfte beredskabsplaner for coronavirus. Her ses Londons olympiske stadium. Pool/Reuters
Sportschefer og tv-stationer i Storbritannien skal mødes på mandag i London for at diskutere kommende sportsbegivenheder i lyset af udviklingen af coronavirus.
Det skriver Sky Sports.
Det er regeringen, der har indkaldt til mødet, hvor der skal drøftes beredskabsplaner for coronavirusset.
En lang række scenarier for alle sportsgrene vil blive gennemgået i håb om at nå til enighed om en plan, der på bedste vis beskytter mod spredning af virusset.
Ifølge Sky Sports indebærer nogle af overvejelserne, at kampe skal gennemføres uden tilskuere, eller at personer over 70 år nægtes adgang til sportsarrangementer den kommende tid.
I den bedste engelske fodboldrække, Premier League, er der endnu ikke ændret nogen fodboldkampe. Men torsdag blev det traditionelle håndtryk mellem spillerne inden kampene skrottet på grund af frygt for virusspredning.
Coronavirus har været årsag til en lang række aflysninger og udsættelser af sportsbegivenheder i dette forår.
Fredag meddelte cykelløbsarrangøren RCS Sport, at World Tour-løbene Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo, der er et af cykelsportens monumenter, aflyses.
Af andre markante aflysninger er semifinalerne i pokalturneringen Coppa Italia og badmintonturneringen German Open.
Også LPGA-golfturneringen Blue Bay 5.-8. marts i kinesiske Hainan er aflyst. Det samme er European Tour-turneringen Kenya Open, der skulle spilles fra 12.-15. marts.
/ritzau/