Sent sejrsmål sender Schmeichel i pokalkvartfinale
Leicester måtte vente længe på forløsningen mod Birmingham, men scorede sejrsmålet otte minutter før tid.
Birminghams danske venstreback Kristian Pedersen havde flere dueller med Leicesters Marc Albrighton, som lagde op til sejrsmålet. Andrew Yates/Reuters
Kasper Schmeichel og Leicester er inde i halvskidt periode i Premier League, men klubben lever fortsat i FA Cuppen.
På hjemmebane vandt holdet med 1-0 over Birmingham og spillede sig dermed i kvartfinalen i den traditionsrige turnering.
Favoritterne måtte dog vente længe på den forløsende scoring mod gæsterne fra den næstbedste række, der bed godt fra sig.
Otte minutter før tid narrede Marc Albrighton Birminghams danske venstreback Kristian Pedersen og sendte bolden ind i panden på Ricardo Pereira, som scorede kampens eneste mål.
Endnu større favorit var Manchester City, som da også levede op til forventningerne og vandt med 1-0 på udebane over Sheffield Wednesday fra den næstbedste række.
Kampen var dog ikke så tæt, som cifrene kunne antyde, for hjemmeholdet havde rigeligt at gøre med at forsvare sig og var kun sjældent på besøg på Citys banehalvdel.
Både Nicolas Otamendi og Benjamin Mendy ramte målrammen for gæsterne, inden et jævnt overlegent Manchester City-hold kom i spidsen otte minutter inde i anden halvleg.
På kanten af offside modtog Sergio Agüero en aflevering fra Mendy. Den argentinske målsluger afsluttede med et skråskud, målmand Joe Wildsmith fik hænderne på, men kunne blot se bolden hoppe ind over stregen.
/ritzau/