Rosenmeier om PL-udskydelse: Den helt rigtige beslutning
Den danske PL-guldvinder Peter Rosenmeier mener, at det havde været unfair ikke at udskyde sommerens OL.
Peter Rosenmeier er ud over at være PL-mester også forsvarende verdensmester i herresingle. Sergio Moraes/Reuters
Efter flere dages pres bukkede Den Internationale Olympiske Komité (IOC) tirsdag under og udskød årets olympiske lege i Tokyo på grund af udbruddet af coronavirus.
De paralympiske lege, der skulle afholdes et par uger efter OL, bliver også flyttet til 2021, og det glæder den danske PL-mester i bordtennis, Peter Rosenmeier.
– Det er rart, at der er en afklaring. Det her limbo, vi har stået i de seneste to-tre uger, har været underligt at agere i, siger han i et interview med Danmarks Idrætsforbund (DIF).
– Jeg synes, det er den helt rigtige beslutning set med atlet-briller, fordi det ellers ville være umuligt at gøre fair for alle.
– Nu var jeg selv kvalificeret, men det er der jo mange af mine kolleger, der ikke er, og det er mange års arbejde, der bliver kørt i graven på grund af det her (udbruddet af coronavirus, red.), fordi det lige falder i nogle meget uheldige måneder set med sportslige briller.
Mens Peter Rosenmeier må indstille sig på nærmest at starte forfra i sine forberedelser, så glæder han sig alligevel over nu at få en helt særlig plads i historiebøgerne.
– Jeg er en af de få i verdenshistorien, der kommer til at være regerende mester i fem år. Den næste, der vinder, kommer kun til at være det i tre år, siger han med et smil på læben.
PL-udskydelsen fjerner også et pres af skuldrene.
– Vi atleter kan nu slappe af på en anden måde. Det har både for mig og for mange andre været svært, at ens træningsmuligheder er så begrænsede, når der er så kort tid til.
– Derfor havde det også været at tage pis på folk, hvis man skulle stille op under disse forudsætninger, siger han.
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår hverken OL eller PL skal afholdes næste år.
/ritzau/