Norsk alpinist overtager World Cup-føring på hjemmebane
Aleksander Aamodt Kilde er ny mand i toppen af herrernes alpine World Cup-stilling efter en andenplads lørdag.
Aleksander Aamodt Kilde har 54 point ned til Alexis Pinturault på andenpladsen i den samlede World Cup-stilling. Der resterer tre løb. Ntb Scanpix/Reuters
De norske skisportsfans kunne ikke juble over en hjemmebanesejr, da der lørdag blev kørt styrtløb i herrernes alpine World Cup i Kvitfjell.
Til gengæld kunne de juble over, at det nu er en nordmand, der har den samlede føring i World Cuppen. Der er tale om Aleksander Aamodt Kilde.
Han overtog føringen fra franske Alexis Pinturault med en andenplads. Østrigske Matthias Mayer tog sejren efter at have været 0,14 sekunder hurtigere end nordmanden.
Schweiziske Carlo Janke fuldendte podiet.
Alexis Pinturault udmærker sig primært i storslalom og kombineret og sluttede som nummer 37 lørdag.
Mens Aleksander Aamodt Kilde har den samlede World Cup-føring, så ligger schweiziske Beat Feuz i toppen af stillingen, når det gælder styrtløb. Lørdag måtte han dog nøjes med en fjerdeplads.
Der resterer blot tre løb i World Cuppen, efter at sæsonfinalen i italienske Cortina d’Ampezzo, der skulle afholdes senere i marts, fredag blev aflyst. Det skete på grund af frygt for spredning af coronavirus.
Igen søndag skal de mandlige alpinister i aktion i Kvitfjell. Her gælder det storslalom.
/ritzau/