Norge slår danske fodboldkvinder i Algarve Cup
Et overtidsmål sendte Norge videre til semifinalen i træningsturneringen Algarve Cup på bekostning af Danmark.
Pernille Harder gav Danmarke en drømmestart mod Norge, men det endte med et dansk nederlag på 1-2. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix
På et mål tre minutter inde i overtiden indledte det danske kvindelandshold i fodbold Algarve Cup med et nederlag til Norge.
Synne Jensen sikrede nordmændene en sejr på 2-1 med den sene scoring.
Med sejren går Norge videre til semifinalerne på bekostning af Danmark, der på lørdag møder taberen af et opgør mellem Sverige og Tyskland.
Danmarks største stjerne, Pernille Harder, bragte de rød-hvide foran efter syv minutters spil, men få minutter senere udlignede Elise Thorsnes til 1-1 for modstanderne.
Danskerne havde ligesom Norge flere muligheder for at trække sig sejrrigt ud af opgøret.
I slutminutterne fik nordmændene dog sat et godt angreb op. Og inde i straffesparksfeltet kunne en umarkeret Synne Jensen sparke Norge videre i turneringen.
Algarve Cup er en stærkt besat træningsturnering med deltagelse af otte nationer.
/ritzau/