Myndigheder udskyder fodboldkampe i Holland
En række af fodboldkampene i Æresdivisionen er udskudt af myndighederne på grund af coronavirus.
Spillerne fra PSV Eindhoven kommer ikke i aktion i Æresdivisionen i den kommende weekend. (Arkivfoto) Piroschka Van De Wouw/Reuters
Tre af kampene i den bedste hollandske fodboldrække, Æresdivisionen, er blevet udskudt. De skulle være spillet i den kommende weekend.
Det drejer sig om opgørene Willem II-Heerenveen, PSV-FC Emmen og RKC Waalwijk-FC Groningen. Også kampen i den næstbedste hollandske række mellem TOP Oss og FC Den Bosch er blevet udskudt.
Fælles for alle kampene er, at de skulle have fundet sted i Brabant, der er den værst ramte region i Holland.
Her har myndighederne besluttet, at det ikke er forsvarligt er gennemføre kampene, der i stedet skal spilles på en ikke fastlagt dato.
– Sundhedsmyndighederne i Brabant har her til eftermiddag besluttet, at der ikke kan afvikles professionelle fodboldkampe i weekenden.
– Det er en af måderne at forhindre spredningen af coronavirus, skriver Det Hollandske Fodboldforbund (KNVB) i en udtalelse.
I Holland er der registreret 382 tilfælde af coronavirus. Fire personer er døde.
/ritzau/AFP