Løbsarrangør forventer aflysning af forårsklassikere
ASO-direktør Christian Prudhomme forventer Flandern Rundt og Paris-Roubaix aflyst grundet coronavirus.
Løbsdirektør Christian Prudhomme håber stadig at kunne afvikle Tour de France. Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Cykelentusiaster skal ikke forvente, at de to store forårsklassikere Flandern Rundt og Paris-Roubaix afvikles henholdsvis 5. og 12. april.
Christian Prudhomme, der er direktør for ASO, der står bag løbene, regner med, at de vil blive aflyst som følge af risiko for spredning af coronavirus.
– Alle sportsgrene er stoppet, og det er ikke anderledes med cykling. Jeg forventer ikke, at meget ændrer sig i april, siger han til den franske radiostation RMC ifølge Cyclingnews.
ASO står også bag etapeløbet Paris-Nice, der blev kørt i sidste uge. Her afviklede man det meste af løbet, men aflyste dog den sidste etape.
Hvad angår afviklingen af årets største cykelbegivenhed, Tour de France, mener Prudhomme, at man skal slå koldt vandt i blodet.
– Der er stadig over hundrede dage til Grand Départ. Der er stadig meget lang tid, siger Christian Prudhomme.
Tour de France skal efter planen begynde 27. juni i Nice.
Sæsonens første grand tour, Giro d’Italia, bliver også påvirket. Det skulle begynde i Budapest 9. maj, men det er i første omgang udsat. Man vil i stedet forsøge at afvikle det på et senere tidspunkt.
/ritzau/