IOC-medlemmet Dick Pound: OL bliver udskudt
Det er besluttet at udskyde OL i Tokyo, siger IOC-medlem Dick Pound. IOC-talsmand nedtoner Pounds udmelding.
IOC-medlem Dick Pound fortæller, at OL i Tokyo bliver udskudt. Christinne Muschi/Reuters
Dick Pound, mangeårigt medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), siger til USA Today, at IOC har besluttet at udskyde OL i Tokyo.
– På det grundlag, IOC har, så er en udskydelse besluttet.
– Det er ikke blevet besluttet, hvad der skal ske fremadrettet, men legene kommer ikke til at begynde 24. juli, så meget ved jeg, siger Dick Pound til USA Today.
Den udmelding fra Dick Pound nedtoner IOC-talsmand Mark Adams. Han siger til samme medie, at det er ethvert IOC-medlems ret at fortolke den beslutning, som IOC kom med søndag aften.
– Det er ethvert IOC-medlems ret at fortolke den beslutning fra IOC-bestyrelsen, der blev annonceret i går (søndag, red.), siger Mark Adams.
Søndag annoncerede IOC-præsident Thomas Bach, at en udskydelse af OL er en mulighed, og at der træffes en beslutning inden for fire uger.
/ritzau/