Hamilton støtter aflysning af virusramt grandprix
Melbournes Grand Prix er blevet aflyst grundet coronasmitte efter kritik fra blandt andre Lewis Hamilton.
Lewis Hamilton langede torsdag ud efter arrangørerne bag Formel 1-grandprixet i Australien. Loren Elliott/Reuters
Den seksdobbelte- og regerende verdensmester i Formel 1, Lewis Hamilton, bakker op om beslutningen om at aflyse Australiens Grand Prix i Melbourne.
Det skriver Mercedes-køreren på Twitter fredag eftermiddag lokal tid, kort efter nyheden om at Formel 1-grandprixet er aflyst som følge af en coronasmittet medarbejder fra McLaren.
– Desværre er det den rigtige beslutning. Vi ville alle gerne ud at køre, men vi må være realistiske og sætte vores sundhed og sikkerhed i første række.
– Det her er meget seriøst, og folk dør hver dag. Jeg ved, at det er skuffende, da sport forener os, når tiden er hård, men det er det rigtige valg, skriver Lewis Hamilton.
På et pressemøde torsdag langede verdensmesteren hårdt ud efter arrangørerne af det australske grandprix for ikke at have aflyst løbet for længst.
– Det er chokerende, at vi alle lige nu sidder i dette rum. Der er så mange fans her nu, sagde Lewis Hamilton.
Adspurgt, hvorfor han troede, at løbet på det tidspunkt ikke var aflyst lød svaret, at “cash is king”, underforstået at det er pengene, der styrer.
Ud over Lewis Hamilton har flere andre kørere i feltet givet deres mening til kende om aflysningen.
Både Ferraris unge håb Charles Leclerc, Hamiltons teamkollega Valterri Bottas og feltets debutant, Nicholas Latifi fra Williams, har udtrykt deres ærgrelse, men forståelse.
– Jeg var ekstremt begejstret for endelig at få min debut i Formel 1, men den må vente, skriver den 24-årige canadier Latifi på Twitter.
Den danske Haas-kører, Kevin Magnussen, kalder også beslutningen for den rigtige.
– Jeg var så klar til at komme ud og køre ræs i weekenden, men sikkerheden, helbredet og alles velbefindende er med afstand det vigtigste, og det her var det rigtige at gøre, skriver Magnussen på Twitter.
/ritzau/