Divisionsforening: Superligakampe afvikles som planlagt
Kampene i den kommende runde af Superligaen afvikles som planlagt, selv om spillere er i karantæne.
Patrick Da Silva (til venstre) er en af de tre Lyngby-spillere, der er sendt i karantæne på grund af coronavirus. Han viser ikke tegn på at være smittet. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Kampene i den kommende runde i Superligaen afvikles som planlagt, selv om flere i Brøndbys organisation samt tre Lyngby-spillere er sendt i karantæne på grund af coronavirus.
Det skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.
– I Divisionsforeningen er vi i tæt dialog med sundhedsmyndighederne. Udgangspunktet er, at kampene i den kommende runde afvikles som planlagt, men vi følger selvfølgelig fuldstændigt sundhedsmyndighedernes anbefalinger, lyder det fra Divisionsforeningen.
– Vi forholder os til situationen, som den udvikler sig og har ikke pt. ikke flere kommentarer.
Torsdag meddelte Brøndby, at den tidligere spiller i klubben Thomas Kahlenberg er smittet med coronavirus, og at 13 personer i klubbens organisation – heriblandt administrerende direktør Ole Palmå, den skadede forsvarsspiller Joel Kabongo og assistenttræner Martin Retov – er sendt i karantæne.
Ingen af dem er konstateret smittet på nuværende tidspunkt.
Tre Lyngby-spillere – Patrick Da Silva, Kasper Jørgensen og Martin Ørnskov – er ligeledes i karantæne. Ingen af dem viser tegn på at være smittede, skriver Lyngby på sin hjemmeside.
Søndag møder Brøndby FC Nordsjælland på udebane, mens AaB får besøg af Lyngby.
/ritzau/