Dansk idræt følger anbefalinger og er klar til corona-aflysninger
Coronavirusset nåede i sidste uge til Danmark, men har endnu ikke ført til aflysninger af sportsarrangementer.
Danmarks Idrætsforbund (DIF) har netop sendt materiale ud til foreninger, klubber og forbund med information om virusset, og hvordan man kan mindske smitterisikoen. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Sportsarrangementer bliver verden over aflyst på stribe på grund af frygten for spredning af coronavirus.
Virusset, der på verdensplan har kostet mere end 3000 mennesker livet, nåede i sidste uge til Danmark, hvor ti personer er konstateret smittede.
Frygten for spredning af smitten har endnu ikke ført til aflysning af danske sportsbegivenheder, men der bliver holdt nøje øje med udviklingen, siger Morten Mølholm, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF).
– Sport er et af de områder, der er særligt udsat, fordi det samler mange mennesker på et sted, plus at sport er af meget international karakter. Derfor er sport en sektor, der er mere udsat end så mange andre.
– Vi følger udviklingen nøje og lytter til myndighederne. Hvis de mener, at man skal undgå større begivenheder, hvor flere er samlet, så retter vi os efter det. Men der er vi ikke henne i Danmark endnu, siger han.
DIF har netop sendt materiale ud til foreninger, klubber og forbund med information om virusset, og hvordan man kan mindske smitterisikoen.
Det samme materiale er man ved at udarbejde i Divisionsforeningen.
Her har man endnu ikke følt sig nødsaget til at aflyse fodboldligakampe, som man for eksempel har gjort det i Italien.
I stedet holder man også her grundigt øje med udviklingen og følger myndighedernes anbefalinger, forklarer direktør Claus Thomsen.
– Og så forbereder vi os selvfølgelig på alle mulige scenarier i den forbindelse, og på hvad man kan og ikke kan, og hvordan vi så skal afvikle turneringen, hvis vi er nødt til at handle.
– Der findes to løsninger. Den ene er at aflyse kampene, den anden er at spille uden tilskuere. Men det er ikke noget, der ligger i kortene lige nu, siger han.
/ritzau/