Coronavirus sætter Bundesligaen på pause indtil april
Bundesligaen holder pause indtil i hvert fald 2. april grundet coronavirus, meddeler Den Tyske Ligaforening
Robert Lewandowski og Bayern München kommer tidligst i aktion igen i april. Toby Melville/Reuters
Der bliver ikke spillet fodbold i den tyske Bundesliga lige foreløbig.
Mandag blev det besluttet, at Bundesligaen samt 2. Bundesliga holder pause indtil i hvert fald 2. april på grund af coronavirus.
Det meddeler Den Tyske Ligaforening, DFL, ifølge Reuters.
Direktør i DFL siger, at man tager stilling til runderne efter 2. april i ugen, der begynder 30. marts.
Allerede i den forgangne weekend valgte man at suspendere alle kampe.
Med mandagens beslutning er det kun yderligere en runde, der i denne omgang bliver udsat, da slutningen af marts oprindeligt bød på en landskampspause.
DFL har meldt ud, at det er ambitionen at spille Bundesligaen til ende.
Ligaen føres an af Bayern München med Borussia Dortmund på andenpladsen fire point efter. Netop de to klubber skal efter planen spille topopgør mod hinanden 4. april.
/ritzau/